Det er bare mig ...

Irmahønen flyver fra reden

I 81 år har Irmahønen lagt sine æg ved Sortedams Dosseringen. Nu skal dens bolig renoveres, og dermed har hønen, der nu skal genhuses, lagt sit sidste æg. I hvert tilfælde for en stund.

Du kender den uden tvivl.  Fra ture omkring Søerne ved skumringstid eller som et lysende pejlemærke, der altid er der… i natten efter en sen bytur, i regn og slud, på helligdage, hvor alle andre holder fri eller en tidlig morgen, før byen vågner. En flittig høne bøjet i neon, der siden sin første dag på pinden har lagt millioner af æg til glæde for både store og små forbipasserende. Og som med årene er blevet et af Københavns mest elskede vartegn.

Irmahønen – som den ikoniske neonreklame kaldes i folkemunde – er lige så vigtig for Københavnerne, som Eiffeltårnet er for pariserne.

Irmahønen skal genhuses

Men nu skal bygningen under Irma-hønen have lavet taglejligheder, og i den forbindelse har Irmahønen lagt sidst sidste æg. I hvert tilfælde for en stund.

I dag, mandag d. 28. august slukkes der for strømmen og Irmahønen sendes til midlertidig genhusning.  I den forbindelse har Irmahønen indrykket en annonce på boligportal.dk, hvor den søger ny, midlertidig bolig.

Hønen kommer igen

Irmahønen har gennem tiden været øjenvidne til lidt af hvert. Som en af Københavns ældste, nulevende beboere har den troligt siddet på sin pind på første parket ved Sortedams Dosseringen på Nørrebro siden 1936, hvor den har oplevet skelsættende, historiske begivenheder som Danmarks besættelse og befrielse, bilfrie søndage, optøjer og demonstrationer. Men også familieture, dovne fridage på Dronning Louises Bro og tusindvis af nyforelskede på deres første promenade hånd i hånd.

Hvor længe Irmahønen vil være væk fra sin pind, er endnu uvist. Men ét er sikkert; den kommer tilbage igen, forsikrer Irmas direktør Søren Steffensen.

”Vi har længe vidst, at Irmahønens hønsehus skulle moderniseres. Derfor slukker vi nu for strømmen og leder efter en midlertidig hønsegård, som kan huse hønen, indtil den igen kan indtage sin pind med udsigt over Søerne. Med 81 år på pinden har hønen fået en helt særlig status hos mange Irma-kunder, københavnere og danskere i det hele taget. Den er gennem årene blevet et vartegn, ikke kun for Nørrebro, men også for hele København. Og til alle dem, der kommer til at savne hønen, vil jeg forsikre, at den kommer tilbage. Vi ved, at mange har et blødt hjerte for Irmahønen, og vi får altid mange henvendelser, så snart der er det mindste med hønen. Derfor ligger det os meget på sinde at finde den helt rigtige midlertidige hønsegård med vægt på økologi og dyrevelfærd, der kan genhuse hønen, ” siger Søren Steffensen.