Året før året

Tivoli fejrer 174-års fødselsdag med fest og fyrværkeri

Sommer i Tivoli 2016. Foto: Lasse Salling © Tivoli & LS

Næste år kan Tivoli fejre sit 175-års jubilæum, men også året før den det store jubilæumsår er der grund til at markere Havens fødselsdag.

Tirsdag d. 15. august 2017 fylder Tivoli 174 år, og traditionen tro betyder det fest og fejring i forlystelseshaven. Tivolis gæster for en unik mulighed for at komme bag kulisserne på det historiske Pantomimeteater. Derudover markeres dagen med Tivoli-Gardens strøg-parade gennem Indre By, en overdådig fødselsdagskoncert med det bedste fra Tivoli samt et brag af et festfyrværkeri fra taget af Tivolis Koncertsal, som runder fødselsdagen af med et lysende farvespil på nattehimlen.

Oplev Pantomimeteatret indefra

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan det skrå gulv, mekanikken og de mange kulisseskift på Pantomimeteatret fungerer? Eller har du drømt om at stå på den farvestrålende påfuglescene som den nye Harlekin eller Columbine? På Tivolis fødselsdag kan du få en gratis lyntur gennem det gamle teater. Fra kl. 15.00 og seks gange i løbet af eftermiddagen er der rundvisning bag Pantomimeteatrets kulisser, hvor du kan blive klogere på det eventyrlige teater og dets historie. Rundvisningerne foregår på dansk.

Tivoli Garden
Tivoli Garden på parade. Foto: Claudia Dons © Tivoli

 

Parade gennem byen

Ved særlige lejligheder går Tivoli-Garden strøgparade, og i år sker det også i anledningen af Tivolis fødselsdag. Tivoli-Gardens 90 medlemmer trækker i de røde uniformsjakker, hvide bukser og bjørneskindshuer og spiller et udvalg af danske og udenlandske marcher, mens de går gennem Københavns gader. Paraden starter ved Rundetårn kl. 16.00 og går via Købmagergade til Strøget, over Rådhuspladsen og ind gennem Tivolis Hovedindgang.

Fortryllende fødselsdagskoncert

H.C. Lumbye er nok mest kendt for at være komponisten bag Champagnegaloppen, men han var også Tivolis første musikchef og byggede på alle måder det musikalske fundament, som Tivoli stadig står på. Han et derfor et vigtigt omdrejningspunkt for dette års fødselsdagskoncert i Tivolis Koncertsal, der vil byde på klassiske værker, den fantastiske sopran Louise Fribo og et toptrimmet Tivoli Copenhagen Phil under ledelse af Christoffer Nobin.

På med hatten!

Man ser ikke mange hatte i bybilledet i disse år, men det gjorde man, dengang Tivoli åbnede, og det gør man igen på Tivolis fødselsdag. SommerKlassisk gentager succesen og inviterer igen i år til hattekonkurrence i forbindelse med fødselsdagskoncerten i Tivolis Koncertsal. En kompetent jury vil vælge de flotteste hatte ud, og publikum stemmer i pausen. Den stolte vinder hyldes i koncertens 2. del, hvor H.C. Lumbye vil overrække en flot præmie til vinderen.

Farverig afslutning på himlen

Sommer i Tivoli 2017. Lørdagsfyrværkeri

Tivoli er kendt for flotte fyrværkerishow, og årets fødselsdag er ingen undtagelse. En hel dag med fødselsdagsfejring afsluttes traditionen tro med et spektakulært og imponerende festfyrværkeri fra taget af Tivolis Koncertsal. Store raketter vil pryde himlen med fest og farver og det hele ledsages af musik, som er specielt sammensat til lejligheden. Festfyrværkeriet opleves bedst fra Plænen.

Program Tivolis fødselsdag

15.00-17.30 Gratis rundvisninger på Pantomimeteatret

16.00 Tivoli-Gardens strøgparade fra Rundetårn

17.00 Tivoli-Garden, Caspar Philipson og Tivolis Salonorkester på Plænen

19.30 Tivolis fødselsdagskoncert i Koncertsalen

22.45 Fødselsdagsfyrværkeri på Plænen

Det her har måske også din interesse Mere fra forfatteren

Efterlad et svar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.

Se venligst vores Fortrolighedspolitik for yderlig information