Det er bare mig ...

Verdenspremiere på den nye Audi A8

Colour: terragrey

Den nye Audi A8 blev præsenteret ved en stor event Audi Summit i Barcelona den 11. juli. I sin nu fjerde generation præsenterer mærkets flagskib fremtiden i luksusklassen og sætter igen standarden, når det gælder Vorsprung durch Technik (Fremskridt gennem Teknologi) – med et nyt designsprog, et innovativt touch-betjeningskoncept og en konsekvent elektrificering af drivlinjen. Derudover er Audi A8 som den første serieproducerede bil i verden udviklet til højautomatiseret kørsel (Level 3).

Design

Audi A8 er stilskabende – den markerer starten på en ny designæra for hele mærket. Fronten med den brede, lodret stående singleframe-grill og det flydende og muskuløse karrosseri symboliserer sportslig elegance, eksklusivitet og en progressiv status. Den nye A8 indfrier det løfte, som konceptbilen Audi prologue gav. Luksuslimousinen har en stærk fremtoning – det gælder både den 5,17 m lange normale version og A8 L med 13 cm længere akselafstand.

Verden over er mærket Audi kendt for sportslighed, letvægtskonstruktion samt det permanente firehjulstræk quattro, og designet på den nye A8 lader disse værdier komme til udtryk. Samtidig demonstrerer Audi igen sit Vorsprung inden for lysteknologi med de markante HD-Matrix-LED-forlygter med Audi laserlys og LED-lysstribe i kombination med baglygter i OLED-teknologi for.

Luksuslounge

Frirum er det fremtrædende kendetegn for den nye luksusforståelse. Luksuslimousinens interiør er bevidst udformet på en minimalistisk måde, og arkitekturen i kabinen er klar og horisontalt orienteret – alt sammen for at skabe ro i kabinen. A8 minder derfor om en rummelig lounge med masser af plads. Sammenlignet med forgængermodellen er begge karrosserivarianter blevet markant længere.Udbuddet af udstyr og materialer er meget bredt, og alle detaljer er på et håndværksmæssigt meget højt niveau – lige fra sædeindtrækkenes perforering og til de elektrisk op- og nedkørende afdækninger over luftdyserne.

Den mest eksklusive plads i det nye Audi flagskib er den højre bagsædeplads – hvilesædet (ekstraudstyr) i A8 L med de mange forskellige indstillingsmuligheder og fodhvileren. På denne plads kan passageren få varmet og masseret sine fodsåler i flere trin på bagsiden af passagersædet. Derudover kan bagsædepassagererne styre en lang række funktioner som ambientebelysningen, de nye HD-Matrix-læselamper og sædemassagen via deres egen betjeningsenhed samt føre private telefonsamtaler: Rear Seat Remote med OLED-display er på samme størrelse som en smartphone og kan tages ud fra placeringen i midterarmlænet.

Betjeningen

Med et komplet nyt betjeningskoncept overfører Audi sine høje kvalitetskrav til den digitale tidsalder.Dreje-/trykknappen og touchpad’en fra forgængeren findes ikke længere, og instrumentpanelet er stort set uden knapper og kontakter. Det centrale element er en 10,1” touchscreen, som med sit black panel-look i slukket tilstand er integreret næsten usynligt i panelet i sort højglans.

Brugerfladen kommer frem, så snart bilen låses op. På det store display betjener føreren bilens infotainment med fingertryk. Via en anden touchscreen på midtertunnelens konsol har føreren adgang til klimaanlægget og komfortfunktionerne samt mulighed for at skrive tekst. I den forbindelse kan føreren hvile sit håndled på den brede gearvælger til tiptronic. Hvis føreren aktiverer en funktion på det øverste eller nederste display, hører og mærker vedkommende et klik som bekræftelse. Med kombinationen af akustisk og mærkbar feedback samt anvendelse af gængse touch-bevægelser, som fx swipe, er det ekstra sikkert, intuitivt og hurtigt at betjene det nye MMI touch response.

Se også: Audi R8 Spyder

En anden nyhed er den omfattende optimerede navigation: Den lærer selv – på baggrund af de strækninger, der er blevet kørt, hvilket betyder, at føreren får intelligente søgeforslag. Desuden omfatter kortet yderste detaljerede 3D-modeller af europæiske storbyer, hvilket giver en mere virkelighedsnær visning.

Styrecentralen for alle disse funktioner er nyeste generation af den modulopbyggede infotainmentplatform, MIB 2+. Den har indbygget en topaktuel K1-processor fra Audis samarbejdspartner NVIDIA. En anden K1-chip skaber grafikkerne på Audi virtual cockpit, der som digitalt kombiinstrument har en fuld HD-opløsning på 1.920 x 720 pixels.

Verdenspremiere på højautomatiseret kørsel

Som den første serieproducerede bil i verden er den nye A8 udviklet specielt til højautomatiseret kørsel. Eksempelvis overtager Audi AI-køpiloten kørselsopgaven i tætkørende trafik på motorveje og landeveje med fysisk adskillelse fra modkørende trafik med op til 60 km/t. Systemet aktiveres med AI-knappen på midterkonsollen.

Køpiloten kan klare igangsætning, acceleration, styring og opbremsning. Føreren skal ikke længere overvåge bilen permanent, men kan i stedet fjerne hænderne permanent fra rattet og – afhængigt af den gældende lovgivning i landet – beskæftige sig med noget andet, der understøttes af bilen, som fx at se onboard-tv. Inden systemet når sine grænser, opfordrer det i god tid føreren til at overtage kørselsopgaven igen inden for ca. 10 sekunder.

Teknisk set er køpiloten en revolution. I forbindelse med den piloterede kørsel beregner en central førerassistentstyreenhed (zFAS) nu for første gang konstant et billede af omgivelserne ud fra en fusion af sensordataene. Ud over radarsensorerne, et frontkamera og ultralydssensorerne gør Audi som den første bilproducent overhovedet også brug af en laserscanner.

Lanceringen af Audi AI-køpilot kræver for hvert enkelt land ud over klarhed omkring de lovmæssige rammebetingelser også en landespecifik applikation og test af systemet. Og i den forbindelse gælder mærkets høje kvalitetskrav også for den højautomatiserede kørsel. Derudover skal de forskellige godkendelsesprocesser over hele verden og de pågældende frister overholdes. Af disse årsager kommer Audi til at lancere køpiloten løbende i den nye A8.

Audi AI Remote-parkpilot og Audi AI Remote-garagepilot styrer A8 automatisk ind i en parkeringsbås eller garage og ud igen under førerens overvågning. Det er ikke nødvendigt, at føreren sidder i bilen. Føreren kan starte det pågældende system via sin smartphone med den nye myAudi-app. For at overvåge parkeringsmanøvren skal føreren holde Audi AI-knappen inde permanent, og samtidig kan vedkommende se en livevisning fra bilens omgivelseskameraer på sit display. Efter afslutning af manøvren sætter systemet automatisk tiptronic i gearvælgerposition P samt standser motoren og afbryder tændingen.

Fra 2018 vil Audi løbende tilbyde de piloterede kørselsfunktioner parkpilot, remote garagepilot og køpilot i serieproduktionen.

Dynamisk firehjulsstyring

Med en hel pakke af innovationer sætter undervognen nye grænser for fysikken. En af dem er den dynamiske firehjulsstyring, som kombinerer en direkte, sportslig styring med en urokkelig stabilitet. Styreudvekslingen på forakslen varierer afhængigt af hastigheden, og baghjulene drejer afhængigt af hastighedsområdet nogle grader i samme eller i modsatte retning. Køreegenskaberne bliver endnu mere dynamiske og præcise med sportsdifferentialet. Det fordeler momentet aktivt mellem baghjulene og supplerer på den måde det permanente firehjulstræk quattro, der er en del af standardudstyret i den nye A8.

Aktiv undervogn

Den anden nye teknologi – Audi AI aktiv undervogn – er et fuldaktivt affjedringssystem. Afhængigt af førerens ønske og kørselssituationen er systemet i stand til at trække hvert hjul separat opad eller trykke det nedad ved hjælp af elektriske aktorer. Ved hjælp af denne fleksibilitet får kørselskarakteristikken en stor spændvidde – fra blid rullekomfort i en klassisk luksuslimousine og til dynamikken i en sportsvogn.I kombination med pre sense 360° hæves bilen lynhurtigt, hvis der er fare for en sidekollision, så faren for kvæstelser af personerne i bilen ved en mulig kollision reduceres. Dette højinnovative undervognssystem får den nødvendige energi fra et 48 V-ledningsnet. Det anvender Audi for første gang som primært ledningsnet i alle A8-modelvarianter. I samspil med luftaffjedringen, der er blevet videreudviklet til A8, giver det innovative undervognskoncept således en helt ny køreoplevelse.

Drivlinjer med mildhybridteknologi

Den nye A8 lanceres med to betydeligt videreudviklede V6-turbomotorer – en 3.0 TDI og en 3.0 TFSI. Dieselvarianten yder 286 hk, mens benzinmodellen yder 340 hk. To 8-cylindrede motorer – en 4.0 TDI med 435 hk og en 4.0 TFSI med 460 hk (introduceres ikke i Danmark) – følger lidt senere. Den eksklusive topmotorvariant er W12’eren med en slagvolumen på 6,0 l.

 

Alle fem motorvarianter arbejder sammen med en remstartergenerator (RSG), som er det centrale element i 48 V-ledningsnettet. Denne mildhybridteknologi (MHEV, mild hybrid electric vehicle) gør det muligt at rulle med standset motor og sikrer desuden en komfortabel genstart af motoren. Derudover omfatter den en udvidet start-stop-funktion og en høj rekuperationseffekt på op til 12 kW. Alt i alt sænker disse tiltag de allerede effektive motorers forbrug yderligere – med op til 0,7 l pr. 100 km ved reel kørsel.

A8 L e-tron

På et senere tidspunkt lanceres A8 L e-tron quattro med en kraftfuld plug-in-hybriddrivlinje. Dens 3.0 TFSI-motor og den stærke elmotor har en samlet ydelse på 449 hk og et samlet drejningsmoment på 700 Nm. Litium-ion-batteriet kan lagre strøm til ca. 50 km elektrisk kørsel. Som ekstraudstyr kan det oplades via Audi Wireless Charging, hvor en bundplade i garagen derhjemme overfører strømmen induktivt med en effekt på 3,6 kW til en modtagerspole i bilen.

Den nye Audi A8 og A8 L bliver bygget på fabrikken i Neckarsulm og lanceres i Danmark sidst på året.

Det her har måske også din interesse