Det er bare mig ...

Zeiss Milvus 35mm f/1.4

Nyt allround-optik der lever op til høje krav

Kombinationen moderat vidvinkel og stor blændeåbning gør Zeiss Milvus 35mm f/1.4 til et vaskeægte allround-objektiv, som fungerer til både klassisk gade- og reportagefotografering, samt til portrætter. I lighed med sine søskende i Milvus-familien er det nye objektiv desuden konstrueret til at kunne anvendes til professionel videoproduktion.

Robust skønhed

Zeiss Milvus 35mm f/1.4 tegner fuldformat og fås med fatning til Canon (tillægsbetegnelse ZE) samt Nikon (ZF.2). Dette er det tiende Milvus-objektiv, og det glatte og elegante design med matsort metalchassis og blå gummipakning ved fatningen går igen fra tidligere modeller. Sidstnævnte detalje er en del af vejrbeskyttelsen, som forhindrer fugt og støv i at trænge ind.

Objektivet har manuel fokus og en meget blødtgående fokusring, som tillader finindstilling af skarpheden takket være en rotationsvinkel på 227 grader. For bedste håndtering under videooptagelse kan det specielle fokusværktøj ”Zeiss Lens Gears” monteres (ekstra tilbehør). Versionen med Nikon-fatning har manuel blændering, som kan kobles ud for helt trinløs blændeindstilling, hvilket er en meget værdsat finesse blandt brugere, der arbejder med video.

Fremtidssikret optik

Den optiske kvalitet er på højeste niveau takket være brugen af fem linser af specialglas, som praktisk taget eliminerer kromatisk aberration, samt en asfærisk linse, som garanterer maksimal skarphed over hele billedplanet, selv ved store blændeåbninger. Den optiske konstruktion indeholder i alt 14 linser i 11 grupper, hvor visse linseelementer kan flytte sig internt for at give bedst mulig skarphed ved alle fokusafstande (en såkaldt flydende linsekonstruktion). Nærgrænsen er 30 cm.

Zeiss Milvus-familien 2017
Zeiss Milvus 15mm f/2.8
Zeiss Milvus 18mm f/2.8
Zeiss Milvus 21mm f/2.8
Zeiss Milvus 35mm f/1.4
Zeiss Milvus 35mm f/2
Zeiss Milvus 50mm f/1.4
Zeiss Milvus 50mm f/2 Macro
Zeiss Milvus 85mm f/1.4
Zeiss Milvus 100mm f/2 Macro
Zeiss Milvus 135mm f/2

Ved f/1.4 leverer objektivet en blød og cremet bokeh (uskarphed), som passer godt til portrætter. Nedblændet har det en opløsningsevne, som er tilstrækkelig til nutidens pixeltætte billedsensorer, men også til kommende generationer. Det gør Zeiss Milvus 35mm f/1.4 til et fremtidssikret objektiv. Zeiss’ berømte T* antirefleksbehandling reducerer effektivt overstråling, sløring og reflekser, hvilket giver maksimal kontrast i billeder og videosekvenser, selv under vanskelige lysforhold. Desuden er farvegengivelsen ensartet i hele Milvus-familien, så videografer kan skifte objektiv, uden at skulle bekymre sig om skiftende tone i filmmaterialet.

Pris og levering

Zeiss Milvus 35mm f/1.4 kan leveres i juli måned til følgende vejl. udsalgspriser:

Zeiss Milvus 35mm f/1.4 ZE (Canon), DKK 15.770,- (inkl. moms)

Zeiss Milvus 35mm f/1.4 ZF.2 (Nikon), DKK 15.770,- (inkl. moms)

 

Tekniske data for Zeiss Milvus 35mm f/1.4:

  • Brændvidde: 35 mm
  • Blændeområde: f/1.4 – f/16
  • Linseelementer / grupper: 14 / 11
  • Fokusering: Manuel med 227° rotationsvinkel (fra nærgrænse til uendeligt)
  • Nærgrænse: 30 cm
  • Arbejdsafstand: 14 cm (mellem motivet og objektivets front)
  • Billedvinkel (diagonal): 64.2°
  • Maks. forstørrelsesforhold: 1:4.6
  • Filterstørrelse: 72 mm
  • Længde (uden objektivdæksel): ZF.2 (Nikon): 125,6 mm. ZE (Canon): 124,8 mm
  • Diameter: ZF.2 (Nikon): 84,8 mm. ZE (Canon): 84,8 mm
  • Vægt: ZF.2 (Nikon): 1.131 gram. ZE (Canon): 1.174 gram
  • Tilbehør (medfølger): Objektivdæksel, modlysblænde i metal

Fælles egenskaber for alle Zeiss Milvus-objektiver

  • Chassis og medfølgende modlysblænde i metal
  • Vejrbeskyttet konstruktion
  • Manuel fokus med stor rotationsvinkel, som giver stor præcision ved indstilling af skarphed
  • Mulighed for trinløs blændeindstilling ved versioner med ZF.2-fatning (Nikon)
  • Flydende linseelement giver den bedste billedkvalitet ved alle fokusafstande
  • Zeiss T* antirefleksbehandling, som effektivt modvirker overstråling, sløring og reflekser
  • Standardiseret farvegengivelse og meget stor kontrast
  • Kompatible med Zeiss Lens Gears, professionelt fokushjælpemiddel til videografer
Det her har måske også din interesse