Lidt fra Nordsjællands Politis facebookside (8)

TO KUMPANER I LYNGE VAR UARTIGE

Foto: Patrick Tomasso

I forgårs modtog vi en anmeldelse fra en borger i Lynge, hvis hjem formentlig havde været udsat for et indbrudsforsøg. Borgeren havde nemlig bemærket, at der i haven lå dele af en træ- og gummiliste fra et vindue, og at rammen om et af husets vinduer ikke var helt intakt.

Borgerens teori lød, at de formodede indbrudstyve nok var blevet skræmt væk af bjæffene fra husets to firbenede beboere, hvilket lød ganske plausibelt i vores ører.

Selvom de formodede indbrudstyve altså angiveligt var skræmt væk, ville vi gerne ud og sikre eventuelle spor, og vi kørte derfor en tur til Lynge for at kigge nærmere på sagen.

Da vi ankom, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at der var nogle mærker på det ene vindue, og at nogen havde været en smule voldsomme ved det. Men vi måtte også kradse os undrende i hovedbunden, for det lignede ikke noget, vi normalt ser.

Sædvanligvis kan vi se mærker efter for eksempel koben, skruetrækkere, stemmejern og lignende, når der har været indbrud eller indbrudsforsøg. Her var der dog brugt noget helt andet, som vi ikke lige kunne placere. Var indbrudstyvene monstro begyndt at bruge en ny form for værktøj? Der var i hvert fald en masse små mærker, og de sad meget tilfældigt.

Vi stillede helt skarpt og tænkte, så det knagede. Det lignede bidemærker, men det ville jo ikke være en særlig effektiv måde at bryde ind i et hus på. Lidt efter lidt begyndte det dog at dæmre. Husets to relativt store hunde havde en højde, der passede fint til højden på vinduet, og hundene havde adgang til haven.

Vi lavede ikke et komplet tandtjek på dem, men husets ejer var enig i, at vovserne nok havde haft et par poter med i spillet, og at der heldigvis ikke havde været indbrudstyve på besøg.

Hundene gik altså fra at være heltene i historien til at være skurkene bag det såkaldte indbrudsforsøg. Borgeren gav os smilende en undskyldning, som vi med et ligeså stort smil tog imod.

Hvad straffen blev for de to ”forbrydere”, ved vi ikke, men mon ikke godbidderne forblev i skuffen den aften?

//Nordsjællands Politi

Det her har måske også din interesse Mere fra forfatteren

Efterlad et svar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.

Se venligst vores Fortrolighedspolitik for yderlig information