Det er bare mig ...

Premiere på mere fyrværkeri i Tivoli på onsdag

Tivoli Fyrværkeri

Der bliver fra på onsdag for alvor skruet op for antallet af årets Tivoli-fyrværkerier, der fordobles, så der er fyrværkeri både onsdag og lørdag. Dermed er de faste onsdagsfyrværkerier tilbage efter en pause på over 10 år. Premieren på onsdagsfyrværkeriet, der har et kinesisk tema, finder sted onsdag den 3. maj kl. 22:45 og et nyt fyrværkerishow skydes også i gang lørdag den 6. maj kl. 23.45.

166 luftbomber, 1020 luftbombetter

I anledning af det dansk-kinesiske turismeår i 2017 er onsdagsfyrværkeriet tematiseret i Kinas tegn med vægt på kinesiske farver og figurer. Til onsdags fyrværkerierne kan gæsterne se frem til afskydning af 166 luftbomber, 1020 luftbombetter, 127 single shots romerlys, Ildskrift og kinesiske sole og fontæner. Gæsterne og turisterne kan også se frem til et nyskabende lørdagsfyrværkerishow med lys og ny musik. Ved sæsonpremieren på lørdagsfyrværkeriet den 6. maj er der premiere på et nyt 8 minutter langt mix fra den danske producerduo TooManyLeftHands, der siden gennembruddet i 2011, har opnået international anerkendelse. I Danmark har de høstet både en Danish Music Award som Årets Danske Clubnavn og en Danish DeeJay Award for Årets DJ.

Fyrværkeri er farligt i de forkerte hænder og er med rette i dag omfattet af så meget sikkerhed, at det er svært at imødekomme fyrværkerifans ønske om store fyrværkerioplevelser i Danmark. Med en ekstra fyrværkeri-dag har vi i Tivoli taget et ekstra skridt for at imødekomme fyrværkerifans. Samtidig tror vi på, at mange af sommerens turister herunder også de mange kinesere i byen vil sætte pris på onsdags- og lørdagsløjerne på himlen

Torben Plank Tivolis pressechef

 

 

Fordobling af fyrværkeri i Tivoli

Der er næsten ikke noget, der er mere Tivoli-klassisk end at slutte aftenen af med fyrværkeri. Tivolis sommersæson kommer i år i alt til at byde på 45 fyrværkerier, hvilket næsten er en fordobling sammenlignet med 2016. Der er tale om 21 onsdagsfyrværkerier, 21 fyrværkerishows om lørdagen og tre festfyrværkerier (6. april, 15. august og 24. september). Desuden vil der være Fyrværkerifestival mellem jul og nytår.

Visit Denmark er glade for initiativet

Ifølge Visit Denmark vil det nye fyrværkeriinitiativ formodentlig falde i god jord hos turisterne og især kineserne. Turismeorganisationen har tidligere udtalt, at de mange nye tiltag i Danmark, herunder også i Tivoli, er med til at løfte det dansk-kinesiske turismeår og dermed skabe endnu større opmærksomhed om Danmark i Kina. Visit Denmarks målsætning er over en 2-årig periode at tiltrække 40% flere kinesere, svarende til ca. 88.000 flere overnatninger og en meromsætning på ca. 150 mio. kr.

Fakta om fyrværkeri i Tivoli

Fyrværkeri har en lang tradition i Tivoli. Havens grundlægger, Georg Carstensen, arrangerede forestillinger med ”bengalske flammer” som trækplaster før Tivolis første sæson i 1843.

Tivoli Gammelt fyrværkeriværksted
Fyrværkeriværksted

Dengang lå der en fyrværkerifabrik ved Stadsgraven lige bag Divan 2.tæt ved voldgraven (Tivoli Søen) Selve afbrændingen af fyrværkeriet foregik på en estrade lige uden for Haven. Grunden til det arrangement var, at man ikke kunne transportere fyrværkeri over store afstande, men man kunne på den anden side heller ikke skyde det af midt imellem folk; kemikalierne var ikke sikre nok.

Fyrværkerierne fandt sted på særlige festaftener, hvor der også var såkaldt brillant illumination. Det indebar, at der blev tændt lys på bygninger og i træer og bede. Dette var ingen enkel sag, for der var tale om glas fyldt med olie med en lille flydevæge monteret i forskellige holdere.

Hver eneste lampe skulle altså tændes manuelt. En aften med festbelysning sluttede med fyrværkeri. Tivolis første, faste fyrværker var Gaëtano Amici, som Carstensen havde inviteret fra Italien. Det er ham, der har givet navn til Amicisvej på Frederiksberg. De år, hvor Tivoli har haft allermest fyrværkeri, blev der skudt af både onsdag, lørdag og søndag. Nogle af ugens fyrværkerier blev tidligere skudt af fra jorden.

Tivoli skruer op for fyrværkeriet

Det her har måske også din interesse