Det er bare mig ...

Rytteriet med en skræddersyet forestilling skabt til Tivoli

spiller fra 24. marts 2018 til 14. april 2018

Rytteriet med Martin Buch og Rasmus Botoft rykker med deres første liveshow i fire år ind i Glassalen med en skræddersyet forestilling skabt til Tivoli. Titlen lyder “Rytteriet live i Tivoli”, og med på holdet er en af Danmarks mest elskede skuespillere Bodil Jørgensen, der for første gang optræder live på scenen sammen med de to prisbelønnede frontmænd. ”Rytteriet live i Tivoli” får gallapremiere lørdag den 24. marts i 2018 og indgår i kulturprogrammet i forbindelse med Tivolis 175 års jubilæum næste år.

”Rytteriet live i Tivoli” spiller fra 24. marts 2018 til 14. april 2018. Billetter kan købes hos Tivoli Box Office og via www.tivoli.dk. Billetsalget starter torsdag den 20. april kl. 10.00

Efter succes i både TV og radio samt to anmelderroste liveshows på Bellevue Teatret i 2010 og 2014 er Rytteriet endelig tilbage med ny forestilling. I ”Rytteriet live i Tivoli” vil der være langt mere improvisation og musik end i de tidligere shows. De tre skuespillere kommer således til at vise nye sider af sig selv og deres satiriske, absurde og komiske talenter. Forestillingen er skrevet specielt til Tivoli, der i 2018 fejrer 175 års jubilæum

Poul og Fritz, Erik, Else og stripper-Jens bliver sat fri

Rytteriets kendte og elskelige karakterer, som Poul og Fritz, Erik, Else og stripper-Jens bliver sat mere fri end nogensinde, og stemningen i salen får direkte indflydelse på, hvor langt ud af linen, Rytteriet går. Uden at røbe for meget, så ville Rytteriet ikke være Rytteriet, hvis der ikke også bliver føjet nye karakterer til de kendte. Den tid den glæde. Showet bliver akkompagneret af Rytteriets eget husorkester som består af rocksanger Bjørn Fjæstad, trommeslager Mads Andersen, pianist og filmkomponist Asger Baden samt kapelmester og komponist Henrik Balling.

RytterietRasmus Botoft og Martin Buch siger om det nye show:

”I dette show lægger vi mere op til improvisation og det uventede, end vi har gjort ved vores mere kontrollerede shows på f.eks. Bellevue Teatret. Vi vil gerne opnå en mere livekoncertagtig fornemmelse og har længe haft en drøm om at sætte Rytteriets forskellige karakterer mere fri. Når vi laver shows forholder vi os meget til, hvor vi er, og hvem der sidder i salen. Det er meget inspirerende for vores fantasi at slippe karaktererne løs i Tivoli. Der er så mange ting man forbinder med Tivoli som for eksempel slik, balloner, alle de ting man prøver og ikke mindst skrigene, når man går rundt i Haven. Det og meget mere indgår i det nye show, som vi er i fuld gang med at forberede”.

Bodil Jørgensen med på holdet

Bodil Jørgensen har været med i Rytteriet fra starten, og det var på grund af hendes sønderjyske baggrund, at de jyske sketchs blev en fast del af tv-showet på DR. Når Rytteriet rykker ind i Glassalen bliver det dog første gang, at Bodil Jørgensen er med live på scenen. Bodil Jørgensen har bl.a. opnået en stor popularitet pga. præstationer i film som Hvidsten Gruppen, All Inclusive og ikke mindst som den bundsolide kroejer i Badehotellet. Hun har med sit komiske talent med stor succes også medvirket i bl.a.  Tivoli Revyen, Den grønne Elevator og snart er hun aktuel i Erik Clausens film Aldrig mere i morgen.

Martin Buch og Rasmus Botoft  siger om Bodil Jørgensens medvirken:

”Vi glæder os rigtig meget til at have Bodil Jørgensen med på scenen. Bodil har altid været en del af Rytteriets DNA og har været med både på radio og i tv. Vi er utroligt glade for, at det kan lade sig gøre at have hende med live”.

Nikolaj Koppel, underdirektør i Tivoli, udtaler:

”Jeg ligger selv i top 10 over Rytteriets største fans i Danmark. Deres evne til at parre noget helt alment komisk med både det absurde og det melankolske er helt uden dansk sidestykke i Danmark – nu og historisk. Med Bodil Jørgensen med på scenen for første gang bliver der run på billetterne – man skal derfor skynde sig, hvis man vil være med til at åbne sommersæsonen i Tivoli 2018 i selskab med Rytteriet”.


Rasmus Botoft og Martin Buch (hovedmændene bag Rytteriet) mødtes på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1995. De begyndte at optræde sammen i 1996 med Teater Marianne, som de lavede fem forestillinger med. Det udviklede sig siden til Dusk og Bomholt der blev sat op af flere omgange på Café Teatret og som i 2005 blev til et radioprogrammet ’10 i syv’ på P3, hvor de blandt andet i deres sommerbrevkasse gav gode råd om børneopdragelse anno 1950.

I 2008 rykkede Dusk og Bomholt fra P3 til P2 og siden til P1. Grunden blev lagt til et bredt spektrum af nye karakterer og Dusk og Bomholt blev til Rytteriet. I 2010 blev det til en tv-serie, der blev vist på DR2, og siden to live-shows som blev sat op på Bellevue Teatret og i Aarhus Musikhus. 24. marts 2018 er der premiere på en helt nyt liveshow i Glassalen, der er skræddersyet til Tivoli.

Martin Buch er den ene af de to hovedmænd bag Rytteriet. Han dimitterede fra Aarhus Teaters Skuespillerskole i 1996 og har siden spillet med i et hav af teaterforestillinger på et stort antal teatre over hele Danmark. Fra små teatre som Café Teatret og Mammut Teatret og til Aarhus Teater, Folketeatret og det Kgl. Teater. På det Kgl. Teater medvirkede Martin Buch blandt andet i Darwins Testamente, Den Kaukasiske Kridtcirkel og Et Vintereventyr.

Derudover er det blevet til en perlerække af både roller på tv og film. Martin har bl.a. medvirket i julekalenderen Mikkel og Guldkortet, Limbo, Badehotellet og Bankerot.

Det er også blevet til en lang række roller i en bred vifte af danske film. Her kan nævnes Bornholms Stemme, Fukssvansen, Hævnen, Dirch, Tordenskjold og Kold og senest som Adam i filmen Swinger fra 2016.

Martin Buch har flere gange været nomineret til både Bodil og Robert statuetter og modtog i 2014 sammen med Rasmus Botoft en Robert for Årets korte Tv-serie med Rytteriet. Derudover spillede Martin hovedrollen i kortfilmen Der er en yndig mand som vandt en Oscar for Bedste kortfilm i 2002.

Rasmus Botoft er den anden af hovedmændene bag Rytteriet. Han dimitterede fra Aarhus Teaters Skuespillerskole i 1999. På skuespilskolen mødte han Martin Buch, som han hurtigt dannede professionelt par med. Sammen startede de Teater Marianne som lagde grunden for Dusk og Bomholt og siden Rytteriet.

Rasmus Botoft har siden han blev færdig på teaterskolen medvirket i et utal af teaterforestillinger. Han begyndte sin karriere på Aarhus Teater i Guder, der blev instrueret af Christoffer Berdal og blev fra 2002 til 2008 en fast del af Det Kgl. Teaters ensemble. Her har han spillet med i alt fra Figaros Bryllup, Kabale og Kærlighed til Kirsebærhaven.

Samtidig med sin teaterkarriere blev Rasmus Botoft også en kendt figur på både tv og film. Han har været med i en lang række store danske tv-serier såsom Livvagterne, Lykke, Radio Mercur, Isas Stepz, Mens vi Presser Citronen, Juleønsket, Arvingerne II og film som Flammen og Citronen, Mennesker bliver Spist, Lille Soldat, Alting bliver godt igen og Swinger. Rasmus Botoft har også skrevet manuskript til spillefilmen Gaven fra 2008.

Rasmus Botoft har været nomineret flere gange til en Robert, og han modtog i 2014 sammen med Martin Buch en Robert for Årets korte Tv-serie. I 2009 modtog han også med Rytteriet Radiodays prisen for bedste radiosatire.

Bodil Jørgensen læste først engelsk litteratur på Aarhus Universitet og begyndte derfor forholdsvis sent på Statens Teaterskole. Hun afsluttede uddannelsen som 29-årig i 1990. Siden har hun spillet et hav af teaterroller, bl.a. på Jomfru Ane Teatret og på Det Kgl. Teater. Publikum har kunnet nyde godt af Bodils skæve og til tider fandenivoldske humor de sidste to somre i Glassalen i Tivolirevyen. Senest har hun medvirket i Dekalog på Betty Nansen Teatret og på Republique i monologen Apokalypsen, som hun selv har været med til at skabe, skrevet af Frank Kjørup.

Bodil blev i 1999 tildelt både en Robert- og en Bodil-pris for hovedrollen i Lars von Triers Idioterne, der blev hendes folkelige gennembrud. Siden har hun medvirket i mere end 30 film, bl.a. Hvidsten Gruppen (2012), All Inclusive (2014) og Mænd & høns (2015).

Bodil Jørgensen er også kendt for sine tv-roller i bl.a. Badehotellet og Rytteriet som hun har været en del af lige fra begyndelsen. Hun er blevet tildelt en Robert for sin medvirken i Rytteriets Jul. Til august kan Bodil Jørgensen opleves i Erik Clausen-filmen Aldrig mere i morgen.

Orkesteret er ledet af kapelmester og komponist Henrik Balling (tidligere medlem af bandet Gangway). Derudover er der forsanger Bjørn Fjæstad (forsanger i bandet Baal) trommeslager Mads Andersen og pianist og filmkomponist Asger Baden. Husorkesteret har også været med i de tidligere shows på Bellevue Teatret.

 

Det her har måske også din interesse