Krøyers sidste mesterværk på auktion

hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner

Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

I en virtuos studie til det allersidste mesterværk af P.S. Krøyer ses kunstnerens familie og venner omkring det ikoniske Skt. Hansbål på Skagen strand. Gnisterne fyger om ørerne på dem og deres ansigter lyser op i midsommernatten. Værket udbydes på Bruun Rasmussens kommende auktion i Bredgade for 3-4 mio. kr.

De er der næsten alle sammen – familie, venner og kunstnerkolleger. Studien blev til på Skt. Hans aften i 1903, hvor Krøyer indfangede den fortættede stemning omkring bålet på sit lærred. Til venstre i billedet ses digteren og kunstmaleren Holger Drachmann med en bredskygget hat og sort frakke. Han stod på det værst tænkelige sted i røgen og gnisternes retning – og skulle have sagt følgende til Krøyer: “Kære Søren, hvis du lader mig blive stående der, bliver mit skæg og hår kulsort. Og desuden hader jeg røg.”

“Studien afspejler i den grad Krøyers store kunstneriske talent – særligt hans hurtighed og spontanitet, der kommer til udtryk i øjebliksskildringen omkring bålet. Udførelsen gik så stærkt for ham, at selv sandet fra stranden lagde sig som et fint lag i malingen på lærredet”, udtaler Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst.
”På det tidspunkt var Krøyer syg og plaget af den langstrakte afvikling af sit ægteskab med Marie Krøyer, der havde forelsket sig i den svenske komponist Hugo Alvén. Vennerne var der for Krøyer og stillede op til flere skitser på stranden og hjemme i atelieret. I det færdige værk fra 1906 er Marie Krøyer og Hugo Alvén dog indlemmet i kredsen omkring bålet. I studien er de to der ikke”, påpeger Julie Arendse Voss.

Der er en friskhed over studien, som kommer til udtryk i de hurtige og skitseprægede penselstrøg. Det tilfører værket en særlig intensitet og livagtighed, som ikke er helt så udtalt i det færdige værk på Skagens Museum .

Sankt Hansblus på Skagen strand
Maleriet indeholder mange af skagensmalerne: Krøyers datter Vibeke, borgmester Otto Schwartz og hans hustru Alba Schwartz, Michael Ancher, Degn Brøndum, Anna Ancher, Holger Drachmann og hans 3. hustru Soffi, den svenske komponist Hugo Alfvén og Marie Krøyer. 1906 (Skagens Kunstmusee)

P.S. Krøyer (1851-1909)

Man kommer ikke uden om P.S. Krøyer i den danske kunsthistorie. Han var en helt central skikkelse i det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Lige fra ungdommen søgte han andre kunstneres selskab i Frankrig, Italien og endelig Skagen, hvor han fra 1882 fik varig tilknytning. Skagen var allerede mødested for danske og skandinaviske malere og forfattere, men det er Krøyers fortjeneste, at samværet i højere grad tog karakter af et feststemt arbejdsfællesskab, der gennem 1880-90’erne gjorde stedet fashionabelt.

Han er især kendt for sine figurbilleder og gengivelse af de lyse sommeraftener på Danmarks nordligste spids. Hans meget svækkede fysiske og psykiske helbred påvirkede hans sidste tid i Skagen, hvor han flere gange blev indlagt på Middelfart sindssygehospital, men det hindrede ham ikke i at fuldende sit allersidste mesterværk af Skt. Hansbålet i 1906.

Eftersyn & auktion

Krøyers studie til “Skt. Hansblus på Skagens strand” udstilles på vores eftersyn i Bredgade fra den 23.-27. februar og udbydes på auktion tirsdag den 28. februar kl. 16.

Se hele auktionen over ældre kunst her

 

 

Det her har måske også din interesse Mere fra forfatteren

Efterlad et svar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.

Se venligst vores Fortrolighedspolitik for yderlig information