Det er bare mig ...

Fredfyldt juleshopping online

Foto: Ben White - Michigan

Er du heller ikke i humør til overfyldte gågader, skrigende unger og nul tid til hygge, kan du med fordel byde julefreden velkommen med mus og tastatur. Ved at klare alt fra gavekøb til andesteg og juletræ hjemmefra får du nemlig mere tid til familien.

1) Tjek byttereglerne

Før du trykker køb, bør du tjekke webshoppens bytteregler. Som forbruger har du på de fleste varer altid mindst 14 dage til at fortryde et køb, når du handler på nettet. Men hvis gaven skal kunne byttes efter jul, er det sjældent nok.
”Rigtig mange webshops tilbyder udvidet bytteservice helt ind i januar, men det er ikke et krav. Derfor skal du tjekke, hvad webshoppen skriver om julegavebytning,” anbefaler Camilla Engel Post, chefjurist hos e-mærket.

2) Undersøg reklamation og fortrydelse

Over halvdelen af danskerne læser aldrig eller sjældent handelsbetingelserne, når de handler på nettet. Det betyder, at der kan gemme sig nogle kedelige overraskelser under træet. Derfor bør du altid læse, hvad du siger ja til, inden du klikker køb.

”Vi ved godt, at det ikke er det mest spændende at bruge tid på, men ligesom man med en kontrakt altid skal læse det med småt, skal man også altid læse handelsbetingelserne, hvis man vil være på den sikre side,” forklarer Camilla Engel Post.
Hun tilføjer dog, at vil man skyde genvej, anbefaler hun, at man som minimum læser afsnittene om fortrydelse, reklamation og eventuelle særlige vilkår. Det er nemlig her, du oftest finder afvigelser fra de mere eller mindre standardiserede betingelser mange webshops benytter.”

3) Kig efter e-mærket

e-mærketLangt de fleste handler på nettet foregår uden problemer, men vil du gerne være på den sikre side og shoppe med julesindet i ro, skal du kigge efter e-mærket. e-mærket er din sikkerhed for, at webshoppen lever op til en række forbrugerbeskyttende krav, og skulle noget gå galt i handlen, hjælper e-mærkets jurister både dig og gavemodtageren. Flere certificerede webshops benytter desuden e-mærkets kundescore, der viser, hvordan andre kunder har bedømt deres købsoplevelse samt fragtscoren, der gør det nemt at se, hvor dygtig shoppen er til at afsende dine varer inden for 24, 48 og 72 timer. Det er særlig værdifuld information for de forbrugere, som er lidt sent ude med gavekøbene.

4) Betal altid med kort eller MobilePay Online

Når du handler på nettet, bør du altid benytte dit betalings- eller kreditkort. Gør du det, vil du som oftest være dækket af indsigelsesordningen. Det betyder, at din kortudsteder tilbagefører pengene til dig, hvis du eksempelvis ikke modtager din vare. Derfor skal du huske at gemme din ordrebekræftelse.

”Mange ønskesedler indeholder links til de produkter, gavemodtageren ønsker sig, og så oplever vi desværre, at nogle forbrugere glemmer at bruge deres sunde fornuft og ukritisk klikker videre. Først for sent går det op for dem, at teenagedatteren har linket til et lidt for godt tilbud på en udenlandsk fupside, og så sidder man i saksen. Har man benyttet sit betalingskort eller MobilePay Online, kan der dog ofte rettes op på fejlen efterfølgende,” fortæller Camilla Engel Post.

5) Åben pakken med det samme

Foto: Ben White - Michigan

Mange webshops tilbyder at pakke gaven ind for dig. Derfor kan det måske lyde besynderligt, at e-mærket anbefaler, at du som køber altid åbner pakken så snart du modtager den. Årsagen er, at du står bedre i en eventuel tvist, hvis du så tidligt som muligt tjekker, om det er den rigtige vare, eller om varen er defekt.

”Jo før du reklamerer over en vare, des nemmere er det at bevise, at den var i stykker fra starten. På samme måde giver mærker, stød og ødelagte hjørner på pakkens emballage en indikation af, at pakken har fået en lidt hårdhændet medfart under transporten. Derfor er det også en god idé at gemme emballage til efter jul,” afslutter Camilla Engel Post.

Det her har måske også din interesse