Det er bare mig ...

RAGNAROCK NOMINERET TIL EUROPEAN MUSEUM OF THE YEAR

RAGNAROCK. Foto: Rasmus Hjortshøj

Det er blot otte måneder siden, at RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur slog dørene op for publikum, og allerede nu kan museet vinde en af Europas største hæderspriser inden forbranchen. European Museum Forum har netop offentliggjort, at RAGNAROCK er blevet nomineret til European Museum of the Year2017. Prisen har eksisteret siden 1977 og bliver næste år uddelt i Kroatiens hovedstad Zagreb til maj. Museet er nomineret sammen med bl.a. Kongernes Jelling, Den Gamle By i Aarhus og Picasso-museet i Paris

“Vi er umådelig stolte over nomineringen, som er kulminationen på flere års intensivt arbejde mod at skabe et moderne kulturhus og et museum, der gennem musikken fortæller Danmarks historie set gennem de ungdommens øjne. Denne nominering er et kæmpe skulderklap til alle de medarbejdere, der har været og stadig er med til at skabe en fantastisk museumsoplevelse for vores gæster,” siger en meget glad museumsdirektør Frank Birkebæk.

Et arkitekttegnet ikon for en kreativ bydel

En rød løber leder op til den knap 3400 kvm store bygning, somer designet af danske COBE og hollandske MVRDV, så gæsten føler sig som en rockstjerne fra første færd. Bygningen er beklædt med 2500 guldnitter, der sammen med LED-belysning, skabt af LightingDesign.dk v/ Jesper Kongshaug, giver et unikt farvespil, og i foyeren er væggene beklædt med røde nitter, der leder tankerne hen på en velourforet guitarkasse. I foyeren findes desuden museumsbutik, museumscafé med egen kok, værksted, patio og eventområde.

Foto: Museumskoncernen ROMU
Foto: Museumskoncernen ROMU

Selve udstillingen er opbygget af 11 temaer, der alle indeholder interaktive installationer med auditivt og visuelt digitalt udstillingsdesign, som er udviklet af White Noise Agency og No Parking. I udstillingen findes desuden verdens største pladespiller og en eventscene til særarrangementer og koncerter.

Museet er blevet til i samarbejde med og støttet af Roskilde Kommune, Arbejdsmarkedets Feriefond, Realdania, Bikubenfonden, Foreningen Roskilde Festival, Ny Carlsbergfondet, Tuborgfondet, Egmont Fonden, Lokal og Anlægsfonden og Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond.

Det er anden gang, at museumskoncernen ROMU, som står bag RAGNAROCK, modtager en nominering. Første gang var i 1998 for Roskilde Museum.

Det her har måske også din interesse