Det er bare mig ...

Sensommer rock med Aura og Dúné… i Tivoli

Dune

Det er to stærke danske navne, som indtager Fredagsrock den 26. august.
Siden deres første single Bloodlines udkom, har Dúné sat et markant aftryk på den danske musikscene.  
Det samme gælder sangerinden Aura, som strøg til tops med sit debutalbum Columbine. Med hits som Geronimo, Song for Sophie og In Love with the World har Aura sunget sig ind i mange hjerter, og nu er hun tilbage med nyt materiale. I juni udgav hun singlen Love Somebody, som vil sprede sig i Tivoli fredag aften.

Koncerten starter kl. 22.00 på Plænen

Aura udtaler i forbindelse sin optræden til Fredagsrock:

”Sidste år måtte jeg desværre aflyse min koncert i Tivoli pga. sygdom, så jeg glæder mig til at tage revanche og lave en kæmpe fest på Plænen. Publikum kan se frem til både nyt og gammelt fra mit bagkatalog, så jeg vil anbefale alle at tage i Tivoli på fredag og nyde en skøn sensommeraften sammen med mig og Dúné.”

Tilbage for fuld styrke

Da Aura i 2008 udkom med sit debutalbum, Columbine, gav det genlyd i hele musikbranchen. Her var en ung kvinde med en stemme ud over det sædvanlige og evnen til at skrive popsange, der hurtigt bevægede sig opad på hitlisterne både i Danmark og udlandet. Aura er en 100% ’gør-det-selv’-kunstner, der er kendt for sine ekstravagante og kompromisløse sceneoptrædener.  Efter en pause fra scenen er Aura tilbage med nyt materiale. Singlen Love Somebody udkom i juni og er forløber for et spritnyt album, der kommer på gaden senere på året. Love Somebody er et dansevenligt sommerudspil fra Aura, som er tilbage i topform, hvilket Fredagsrock-publikummet kan nyde godt af på fredag.

Fjerde album på vej

Aura skal dele Plænen med Dúné, som siden deres første single Bloodlines har sat sit præg på dansk synthpop med deres punkrockede lyd og attitude. Deres musik har givet genlyd både i og udenfor Danmark, hvor de flere gange har bevist, at de er et rockband i særklasse. Sidste år turnerede bandet, som består af barndomsvennerne Mattias Kollstrup, Ole Bjórn og Piotrek Wasilewski, land og rige rundt med blandt andre D.A.D. og Dizzy Mizz Lizzy, og det førte dem tilbage til øvelokalet, hvor de pt. arbejder på deres fjerde studiealbum, hvorfra de foreløbigt har sluppet singlen Trying To Get To You.

FREDAGSROCK 2016
26. august: Aura + Dúné

2. september: Magtens Korridorer feat. Østkyst Hustlers

9. september: Dizzy Mizz Lizzy

16. september: The Minds of 99 + Julias Moon

23. september: S!vas + Gilli + MellemFingaMuzik

Læs mere på: www.fredagsrock.dk

Det her har måske også din interesse