Det er bare mig ...

Kom tæt på Vor Frue Kirke i Nyborg

Nyeste udgivelse i bogværket Danmarks Kirker beskriver Nyborg Vor Frue Kirke, som blandt andet gemmer på masser af pompøse gravminder og landets eneste bevarede ”døbefontsskjuler”.

Fontegemme fra 1585. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet
Fontegemme fra 1585, skænket af borgmester Peder Jensen Skriver og hustru Johanne Knudsdatter. Fontegemmet blev brugt som en slags avanceret ”døbefontsskjuler” og blev sat over den gamle døbefont i granit, der var lidt mere ydmyg af udseende. Fontegemmet er ikke i brug i dag, men kan stadig ses i Nyborg Vor Frue Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Den nyeste udgivelse i Nationalmuseets store bogværk, Danmarks Kirker , udkom torsdag den 13. august. Hovedfokus er på Nyborg Vor Frue Kirke, men bogen giver også en overordnet historisk introduktion af Nyborg og kirkerne i byen gennem tiden. Nyborg Vor Frue Kirke  har sandsynligvis sin oprindelse i en mindre romansk kirke. Omkring år 1375 blev den kirke erstattet af en ny bygning, som senere hen blev udbygget med kor, sideskib og tårn. Kirkens omgivelser er specielle, fordi de består af bemærkelsesværdigt mange bygninger, herunder Korsbrødregården, som blev dateret i forbindelse med den nye udgivelse, og kirkens præstegård. Dét fortæller Kirstin Eliasen, som er redaktør på Danmarks Kirker på Nationalmuseet. – Vor Frue Kirkes præstegård er faktisk en af de ældste, hvis ikke den allerældste præstegård i Danmark, der stadig er i brug, siger Kirstin Eliasen, som har været på ”hjemmebane” under arbejdet med bogen: Hun bor nemlig i Nyborg, hvor hun tidligere har været leder af Nyborg Museum.

Unik ”døbefontsskjuler”

Et andet særligt kendetegn ved Vor Frue Kirke er antallet af gravminder i kirken. Mange gravminder blev smidt ud i løbet af 1800-tallet, men i Vor Frue Kirke er der hele 24 af de såkaldte epitafier (mindesmærker for kirkens velgørere, ofte familiemalerier i store, udskårne billedrammer) i kirken den dag i dag, fortæller redaktør Rikke Ilsted Kristiansen: – Epitafierne er betalt af lokale rådmænd, borgmestre og skrivere og viser deres familie, i nogle tilfælde endda i flere led med både forældre og eventuelt døde børn. De måler fra 3-4 meter og helt op til over 5 meter, så de har fyldt meget i kirken, siger hun. Inventaret i Vor Frue Kirke tæller også en lidt mere kuriøs genstand, nemlig en slags ”døbefontsskjuler” – et såkaldt fontegemme. Fontegemmet er lavet af træ og dekoreret med bemalede udskæringer. Det blev doneret til kirken i 1585 af borgmester Peder Jensen Skriver og hans hustru Johanne. – Fontegemmet blev sat ned over kirkens romanske døbefont af granit og fungerede rent praktisk ved, at toppen blev løftet af ved hjælp af et slags hejseværk, når der var dåb. På den måde ”peppede” det farverige fontegemme den noget mere enkle og ydmyge granitdøbefont op. Og faktisk er fontegemmet det eneste bevarede af sin slags i hele Danmark, siger Rikke Ilsted Kristiansen.

Detektivarbejde på Nyborg Slot

Gravsten fra 1630 sat over Else Jensdatter (†1625) og hendes ægtemand Jens Michelsen (†1628). Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet
Gravsten fra 1630 sat over Else Jensdatter (†1625) og hendes ægtemand Jens Michelsen (†1628). Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kilder viser, at der har været hele 33 epitafier og 109 gravsten (som vi kender til; det oprindelige antal har været langt større) i Nyborg Vor Frue Kirke gennem tiden, hvoraf en del stadig kan ses i kirken, mens andre er blevet smidt ud, gemt væk, endt på Nationalmuseet – eller på Nyborg Slot. Her måtte redaktørerne fra Danmarks Kirker nemlig på jagt efter en række gravsten fra kirken, som lå i stykker og stumper i slottets kælder. Det var et større detektivarbejde at få samlet og registreret gravstenene, fortæller Rikke Ilsted Kristiansen. – Til gengæld var vi heldige at finde en lokal mands skitser af en del af gravstenene, som de havde set ud i kirken i 1800-tallet. De tegninger hjalp med at identificere både stenene og deres ejermænd, siger hun. Skitserne dukkede op på lokalarkivet i Nyborg og er et godt eksempel på det velfungerende samarbejde, som Danmarks Kirker-redaktionen har med lokalarkiverne landet over, fortæller Kirstin Eliasen: – Vi har haft stor glæde af det lokalhistoriske arkiv i Nyborg, som viste sig at gemme på en række spændende dokumenter, som vi har kunnet bruge i arbejdet med den nye bog.


Næste bog om kirkerne i Nyborg udkommer i efteråret 2015 og beskriver småkirkerne i byen og omegnen – blandt andre de fem fængselskirker i Nyborg Statsfængsel, ”det forsvundne kapel” på Nyborg Slot og kirkesalen på Hotel Nyborg Strand, som var den eneste kirke i Danmark, der blev ødelagt under 2. verdenskrig. 

  • Danmarks Kirkers udgivelse om Nyborg Vor Frue Kirke er udsendt af Nationalmuseet med støtte fra Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Kulturministeriet og Kirkeministeriet. Bogen giver en lokalhistorisk introduktion af Nyborg og kirkerne i og omkring byen gennem tiden og beskriver Nyborg Vor Frue Kirke i detaljer. Den følgende udgivelse beskriver byens andre kirker og udkommer til efteråret.
  • Udgivelsen er rigt illustreret med både arkivbilleder, ældre tegninger og nye fotografier af kirken og dens mange gravminder.
  • Du kan købe bogen i Museumsbutikkens onlineshop eller på Syddansk Universitetsforlag. Du kan også bede din lokale boghandler om at bestille et eksemplar hjem til dig.
  • Danmarks Kirker er Nationalmuseets grundlæggende værk om alle landets kirker. Arbejdet med at beskrive de danske kirker begyndte i 1933, hvilket betyder, at Danmarks Kirker havde 80-års jubilæum i 2013.
  • I anledning af jubilæet blev alle udgivelser digitaliseret og gjort tilgængelige online. Se dem på Danmarks Kirkers hjemmeside .

 

Det her har måske også din interesse