Det er bare mig ...

Verdens største Tolkien-samlinger på Tøjhusmuseet

I dag den 26. juni åbner Tøjhusmuseet særudstillingen ”Tolkiens Univers – My Precious”, som viser en af verdens største private samlinger af figurer og genstande fra filmatiseringerne af ”Ringenes Herre” og ”Hobbitten” samt Dronningens originale illustrationer til bøgerne. Gratis adgang.

Gollum i fuld figur
Du kan se den fullsize-figur af Gollum, når Tøjhusmuseet viser særudstillingen “Tolkiens Univers – My Precious” fra 26. juni – 18. oktober 2015.

Fra i dag kan du se Gollum i øjnene, gispe ”my precious!” ved synet af Ringen eller stå side om side med Aragorn i fuld størrelse, når Tøjhusmuseets nye særudstilling ”Tolkiens Univers – My Precious” åbner. Udstillingen er en vandreudstilling og har tidligere været vist på Nyborg Slot og under Europæisk Middelalder Festival i Horsens. 

Den tager udgangspunkt i en af verdens største private samlinger af genstande fra Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens to kendte værker ”Ringenes Herre” og ”Hobbitten”. Derudover viser udstillingen også H.M. Dronningens originale tegninger til bøgerne, som hun illustrerede under pseudonymet ”Ingahild Grathmer”. 

”Tolkiens Univers – My Precious” viser 160 ud af den danske samlers komplette samling af ekstremt detaljerede og vellavede figurer, våben, skjold, hjelme og andre genstande fra filmene. Alle genstandene er produceret af det newzealandske firma Weta Workshop, som også lavede originalerne til Peter Jacksons film. 

Fantasy med inspiration fra virkeligheden

Tolkiens utrolige univers er fantasy, men som professor i middelalderens litteratur var han også stærkt inspireret af middelalderen i sit arbejde med ”Ringenes Herre” og ”Hobbitten”. Professionelt arbejdede han især med oldengelske kvad og ridderromaner.

Med sine fortællinger ønskede Tolkien at skabe en vision for middelalderen, som var en mindst lige så vigtig del af hans faglige arbejde som hans studier og kildeudgivelser. Faktisk i en sådan grad, at seriøse middelalderhistorikere i dag studerer Tolkiens forfatterskab med henblik på at sige noget om den virkelige inspiration – nemlig middelalderen.

Ringen fra Tolkien-bøgerneVisionen er naturligvis Tolkiens personlige fortolkning, men den trækker på en bred vifte af kilder og traditioner med dybe rødder i hele den vestlige kulturkreds’ oprindelse. 

Når du besøger udstillingen, kan du deltage i en konkurrence om at vinde en tro kopi af Tauriels bue og pil. Læs konkurrencereglerne på Nationalmuseets hjemmeside. Præmien er sponsoreret af samlingens ejer. 

Der er søndagsrundvisninger i ”Tolkiens univers – My Preicous” over sommeren – se datoer og køb billetter online på billet.natmus.dk 

Særudstillingen ”Tolkiens Univers – My Precious” kan ses på Tøjhusmuseet fra d. 26. juni – 18. oktober 2015. Gratis adgang.

Figur fra filmatiseringerne af Tolkiens bøger
”Tolkiens Univers – My Precious” viser 160 ud af en dansk samlers komplette samling af figurer, våben, skjold, hjelme og andre genstande fra Peter Jacksons filmatiseringer af Tolkiens bøger. Alle genstandene er produceret af det newzealandske firma Weta Workshop, som også lavede originalerne til filmene.

Alle fotos: Stine Netman/Nationalmuseet

Det her har måske også din interesse