Det er bare mig ...

Superbil forklædt som hatchback …

Peugeot 308 har siden sin lancering vundet mere 280.000 kunders hjerter verden over, og nu fortsætter Peugeot sit indtog på det kinesiske marked med præsentationen af den nye 308S på Shanghai Motor Show. 308 S produceres og lancereres i Kina, hvor Peugeot i 2014 oplevede en stigning i salget på hele 43 %.

Rampelyset vil uden tvivl blive stjålet af en helt anden udgave af 308, som har været i Peugeot Sports kærlige hænder: 308 R HYbrid. Det er en benzinhybrid med 500 hk, firehjulstræk, en acceleration 0-100 km/t på 4 s – og et imponerende vægt/effekt forhold på 3,1 kg/hk.

Peugeot 308 R HYbrid

Løven har hvæsset kløerne

Som et rovdyr på jagt, stræber Peugeot 308 R HYbrid efter den ultimative køreoplevelse. Den kompakte model har de perfekte egenskaber til at få det maksimale ud af drivlinjen: 4 hjul, som er placeret yderligt i hvert hjørne, hvilket sikrer en optimal balance, og en letvægtskonstruktion, der sikrer mellemklassens bedste aerodynamik.

Peugeot 308 R HYbrid står som limet til jorden med sine 235/35 R19 dæk og en sporvidde, der er øget med 80 mm. Fronten er potent med lameller i frontklappen og en kofanger, der er er tydeligt inspireret af konceptbilen Quartz. Kølergrillen er udformet i et ternet 3-D mønster og forsyner drivlinjen med luft, mens de store luftindtag i siderne har integrerede LED blinklys, der blinker fortløbende indefra og ud.

Set i profil fremstår 308 R HYbrid som hugget ud i ét stykke granit. Den er lakeret i en intens blå med neon-pigmenter og en matsort lak, der er adskilt af en skarp skrå linje ved bagdørene, hvilket netop er kendetegnende for de mest ekstreme af Peugeots modeller.

Også bagtil afslører 308 R HYbrid sine dynamiske egenskaber. Taget munder ud i en smal spoiler, som forbedrer aerodynamikken og kofangeren er udstyret med to luftindtag, som skal holde batteriets temperatur nede ved at suge den varme luft ud.

Peugeot i-Cockpit med et twist

 

Dørene åbnes til en helt særlig kabine, som er præget af innovative materialer, der normalt er forbeholdt Peugeots konceptbiler og som giver en spændende visuel oplevelse og berøring. De fire sportssæder er udført i lysebrunt patineret læder, mens instrumentpanelet er udført i skifergråt digitalt vævet tekstil, som bl.a. består af polyesterfibre. Processen giver mulighed for at producere store og komplekse elementer, der er skræddersyede til formålet og derved undgås unødigt spild. Materialet er blødt og derfor er der intet behov for skum, hvilket bidrager til at reducere vægten. Ud over instrumentpanelet findes det digitalt vævede tekstil også på dørpanelerne, hvor det er kombineret med sort læder og lysebrunt patineret læder.

Med Peugeot i-Cockpit har føreren fuld kontrol over de 500 hk. Det lille sporty rat i læder sikrer en hurtig respons, mens placeringen af head-up instrumenteringen og touch skærmen giver en intuitiv betjening af bilen. Rattet er udstyret med paddle shift og føreren har således kontrol over 6-trins gearkassen til fingerspidserne.

En potent plug-in hybrid

Udviklingen af 308 R HYbrid blev betroet Peugeot Sport, som blev udfordret til at udvikle en effektiv plug-in hybrid drivlinje, der skulle integreres med EMP2 platformen og sætte helt nye standarder for performance. Mission accomplished.

Peugeot 308 R HYbrid har en ydelse på 500 hk og firehjulstræk, den accelererer 0-100 km/t på 4 sekunder og samtidig har den en CO2-udledning på kun 70 g/km. Den er i perfekt balance med en vægtfordeling på 60 % i front og 40 % bagtil, og et vægt/effekt forhold på 3,1 kg/hk sikrer sammen med et lavt tyngdepunkt grundlaget for køreegenskaber i særklasse.

Peugeot Sport har udnyttet al sin teknologiske ekspertise og erfaring fra motorsport til at opnå de helt rigtige egenskaber for de forskellige dele og ikke mindst den optimale placering. Blandt andet er den 50 liters brændstoftank rykket bag ud og er udformet, så undervognen bliver så flad som mulig, hvilket giver en lavere højde og dermed øget performance.

Drivlinjen består af tre forskellige motorer:

  • En 1.6 l THP benzinmotor med 270 hk
  • En elmotor på 115 hk (85 kW), som er forbundet med den manuelle 6-trins gearkasse
  • En elmotor på 115 hk (85 kW), der er placeret på bagakslen

Kontrolknappen i midterkonsollen giver mulighed for at vælge mellem fire forskellige køreprogrammer:

  • I Hot Lap mode udnyttes de tre motorer til det yderste og således opnås 500 hk og et maksimalt drejningsmoment på 730 Nm.
  • Track mode giver mulighed for 400 hk og 530 Nm, idet det især er benzinmotoren og den bagerste elmotor, der arbejder sammen. Den forreste elmotor træder til ved acceleration.
  • Road mode er med 300 hk og et drejningsmoment på 400 Nm beregnet til kørsel på vej. Her hjælper den bagerste elmotor til ved acceleration.
  • ZEV mode giver mulighed for ren elkørsel og i dette program er det den forreste elmotor, der udnyttes, afhængigt af førerens tryk på speederen.

Bremserne lever fuldt ud op til bilens power med 380 mm ventilerede bremseskiver fortil og 290 mm bremseskiver bagtil. De er dog ikke i brug hver gang, der bremses, idet de bagerste motorer er designet til at opsamle energi ved deceleration og bremsning, hvilket genoplader batteriet.

Peugeot 308 R HYbrid er et overbevisende bevis på ingeniørernes og designernes talent og ikke mindst et billede på 308´erens mangefacetterede kvaliteter. Den understreger på ypperste vis, hvorfor Peugeots signatur er “Motion & Emotion”.

Det her har måske også din interesse