Det er bare mig ...

Hvidhajer i danske farvande …

Foredrag om hajer den 26. februar i Kattegatcentret giver svar på, om hvidhajer er på vej til Danmark, og om de i virkeligheden er så farlige, som vi går og tror.
Mange opfatter hvidhajer som frygtindgydende dræbermaskiner. Men er de nu også så farlige – og er de på vej til Danmark?

Få svaret, når marinbiolog og kurator i Kattegatcentret, Rune Kristiansen, fortæller om de imponerende og ofte misforståede rovdyr torsdag den 26. februar kl. 19-21 i Kattegatcentret, hvor Kattegatcentret og Norddjurs Folkeuniversitet inviterer til spændende foredrag om hajer.

De færreste ved, at der i Danmark lever op til 15 arter af hajer, og endnu færre kender til hajernes super spændende biologi og vigtige rolle i havets økosystemer. Denne uvidenhed skaber desværre også en del unødvendig frygt og misforståelser.

– Rune Kristiansen

Hvidhajer kan i teorien leve i Danmark

En stor del af foredraget vil derfor have fokus på hvidhajer – og om de store rovdyr kan finde vej til danske farvande.

”Der har de seneste år været tvivlsomme observationer af hvidhajer tæt på danske farvande, og det har skabt stor debat i medierne – en debat, der ikke altid har været lige nuanceret. Fakta er, at hvidhajen aldrig er blevet observeret i Danmark, men hvidhajer kan i teorien godt leve i Danmark, da forholdene rent teoretisk er til stede,” fortæller Rune Kristiansen.

Derudover er hvidhajer i stand til at bevæge sig over voldsomt store afstande.

”Vi har set hvidhajer svømme 10.000 kilometer fra Sydafrika til Australien, så vi ved, at de kan tilbagelægge store afstande. Men hvis de skulle finde vej herop, er der ingen grund til frygt, og de vil kun gøre vores natur rigere. Men desværre er hvidhajen truet, og det øger ikke ligefrem vores chancer for at opleve dette imponerende toprovdyr i Danmark,” fortæller Rune Kristiansen.

FAKTA:

Kattegatcentret inviterer til foredrag om hajer i samarbejde med Norddjurs Folkeuniversitet torsdag den 26. februar kl. 19-21 i Kattegatcentret, Færgevej 4, 8500 Grenaa. Pris: 60 kr – 30 kr. for årskortholdere

Det her har måske også din interesse