Det er bare mig ...

Maria Frej, ny programchef i Tivoli

Maria Frej. Foto Simon VerheijMaria Frej er blevet ansat i en ny stilling som programchef for den klassiske musik i Tivoli, hvor hun bl.a. får ansvaret for driften af Tivolis Symfoniorkester.
Hun skal – i tæt parløb med Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – videreudvikle og eksekvere strategierne for Tivolis Symfoniorkester og det  klassiske repertoire samt desuden stå for den fortsatte udvikling af Tivoli-Garden.

Maria Frej, 47 år, har en solid baggrund, der rummer kombinationen af orkesterledelse, musikproduktion og programlægning. De seneste to år har hun med kyndig hånd som musikproducent på Det Kongelige Bibliotek arrangeret koncerter på Den Sorte Diamant. Dertil skal der lægges ni års erfaring med ensemble- og orkesterledelse af Storstrøms Kammerensemble og Storstrøms Symfoniorkester, der tilsammen årligt spiller ca. 100 koncerter. Maria har også været administrativ leder af Athelas Sinfonietta Copenhagen og har gennem årene oparbejdet et omfattende musikalsk netværk, og hun sidder i dag som medlem af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik.

Nikolaj Koppel, underdirektør Kultur i Tivoli siger:
”Jeg er meget glad for, at vi har sikret os en kapacitet som Maria Frej. Hendes fornemste opgave bliver i samarbejde med mig at analysere og nytænkte strategien for den klassiske musik i Tivoli. Med ansættelsen af Maria får vi optimeret indsatsen og udviklingen af den klassiske musik til gavn for Tivolis gæster. Maria har en enestående viden om det klassiske musikområde fra idéudvikling til praktisk planlægning og afvikling af koncerter. Alt sammen kompetencer som vil komme gæsterne og den klassiske musik Tivoli til gode.”

 Maria Frej og Nikolaj Koppel. Foto Simon Verheij

Maria Frej ser frem til opgaven og siger:
”Jeg ser frem til mit nye job og opgaven med at udtænke og udvikle en strategi for den klassiske musik i Tivoli. Tivoli har enestående ressourcer i form af ikke mindst Tivolis Symfoniorkester og Tivoli-Garden, og jeg glæder mig til sammen med Nikolaj Koppel at få ressourcerne i spil og realisere visionerne for den klassiske musik. Jeg håber at kunne skabe spændende koncertoplevelser for såvel det eksisterende som nyt publikum f.eks. børn/familier. Og jeg håber at Tivolis musikprofil kommer til at stå endnu stærkere i det københavnske og danske musiklandskab de kommende år.”

Kort om Maria Frej
Maria Frej er cand.phil. i musikvidenskab fra Københavns Universitet. Hun er gift med jazzsaxofonist, dirigent og komponist Lars Møller, leder af Aarhus Jazz Orchestra, og sammen har de børnene Astrid på 12 og Silja på 9 år. Fritiden går med kulturelle oplevelser, rejser, politik, mad og spil.

Det her har måske også din interesse