Det er bare mig ...

Nationalmuseet del af stort arktisk forskningsprojekt

Arkæologer fra Nationalmuseet deltager sammen med antropologer og biologer i et forskningsprojekt i Nordvestgrønland – et af verdens mest øde områder.

Melville-BayTil sommer drager arkæologer fra Nationalmuseet til Melvillebugten i Nordvestgrønland. De skal sammen med antropologer og biologer undersøge, hvordan mennesket gennem 4500 år har udnyttet naturens ressourcer i Nordvandet, som er et stort, permanent isfrit havområde mellem Grønland og Canada. Samtidig skal forskerne undersøge, hvordan mennesket klarer de miljøforandringer og kriser, som opstår, når livsvigtige føderessourcer forandrer sig eller forsvinder. For eksempel havisen, der omkranser Nordvandet og smelter i drastisk tempo.

Projektet hedder NOW – North Water og støttes med knap 19 millioner kroner af Velux Fonden, Villum Fonden og Carlsbergfondet. Projektet ledes af Københavns Universitet og forløber over de næste tre år. Forskerne skal samle historiske og nutidige oplysninger om fangst og fangstdyr i en fælles database og gennemføre feltundersøgelser i Melvillebugten. Formålet er at undersøge forholdet mellem mennesker, levende føderessourcer, bosættelsesmønstre og klimaforandringer over et langt tidperspektiv i Arktis.

Det er Nationalmuseet, som har ansvaret for forskningsprojektets arkæologiske undersøgelser, og det bliver en rejse ud i stort set ukendt terræn. Kun ganske få arkæologer har sat deres fødder i Melvillebugten i de seneste hundrede år. Heriblandt arkæologen Bjarne Grønnow, der som leder af Nationalmuseets arktiske forskningscenter, SILA, også står i spidsen for Nationalmuseets arkæologiske team i NOW-projektet.

– Jeg rejste fra Thule til Vestgrønland igennem Melvillebugten i 1979 på Knud Rasmussens Mindeekspedition, og jeg er stort set den eneste arkæolog, som har været i området siden Knud Rasmussens 2. Thule ekspedition i 1916. På næsten hver en ø og hver en nunatak langs den flere hundrede kilometer lange kyststrækning fandt Knud Rasmussen bopladser fra Thulekulturen, som er perioden fra 1200 – 1800 e.Kr., fortæller Bjarne Grønnow.

Foto: Bjarne Grønnow, 1997
Arkæologiske udgravninger i 1997 på Polaris Site i Inglefield Land i Thule-områdets nordlige del. De nye undersøgelser i NOW-projektet skal foregå i lignende omgivelser, men noget sydligere i Thule-området, nemlig omkring Kap York og i Melvillebugten.

Det er de bopladser, som han skal kigge nærmere på sammen med kollegaerne Martin Appelt, Jens Fog Jensen og Anne Birgitte Gotfredsen. De har planer om at registrere boligtomter og lave mindre prøveudgravninger i møddinger for at se, hvilke dyr man jagede, og i hvilke tidsperioder de forskellige bopladser var beboede eller lå øde hen.

Sammen skal de også forsøge at finde spor efter palæo-eskimoer i Melvillebugten. Det var de mennesker, som boede i Grønland før Inuit fra omkring 2500 f.Kr. – 1200 e.Kr.

– Vi kender ikke et eneste fund fra disse første indvandrere til Grønland i området mellem Thule og Upernavik. Det er hvid plet på kortet, og det er lidt af et mysterium, at vi ikke har spor af netop de mennesker, som var talrige mange andre steder i Grønland og Canada, siger Bjarne Grønnow.

Fangersamfund i forandring
Nationalmuseets arkæologer skal ikke arbejde alene. De indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med antropologer fra Københavns Universitet og biologer fra Aarhus Universitet samt Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Grønlands Naturinstitut.

– Det er meningen, at antropologerne skal indsamle historiske beretninger og oplysninger om nutidens fangerliv i området, mens biologerne kortlægger og undersøger økosystemerne og fangstdyrenes adfærd i en tid, hvor livsbetingelserne for mennesker og dyr ændrer sig drastisk, siger Bjarne Grønnow.

Han understreger, at det er det rigtige tidspunkt at registrere fangernes erfaringer og fortællinger samt undersøge Nordvandet som biotop, fordi miljøforandringer og sociale forhold er i færd med at forandre den grønlandske fangerkultur måske for altid.

Netop Melvillebugten var i flere årtusinder et vigtigt fangstområde med meget rige føderessourcer. Det skyldes, at havet aldrig fryser til, hvilket tiltrækker et rigt dyreliv, især fugle og pattedyr, og det skaber nogle unikke fangstforhold, som ikke findes i samme omfang andre steder i Grønland. Miljøforandringer har forandret isforholdene og dermed også dyrenes levevilkår. Tidligere kunne fangerne forvente ni måneder med fast is, hvor de kunne køre slæde og jage fra iskanten, men nu er isen ustabilt, isdækket er uforudsigeligt, og dyrelivet er under forandring.

– Man kan roligt sige, at det for nutidens grønlandske fangere er krisetider, men fortidens fangere har mange gange oplevet voldsomme forandringer i miljøet og svingninger i fangstdyrenes talrighed og sammensætning. Det kan forklare, hvorfor Nordvandet til nogle tider har været tæt befolket og til andre tider været mennesketomt, siger Bjarne Grønnow og fortsætter:

– Ved at forene vores kræfter med antropologer og biologer, kommer vi måske svaret nærmere, og vi håber på, at vi kan påvise nye fangstmuligheder, som kan komme nutidens grønlandske fangere til gode.

Forskerholdet rejser med skib fra Ilulissat i juli i år, og i en måned skal arkæologer, biologer og antropologer bo og arbejde tæt sammen.

 

Kilde: Nationalmuseet 

Det her har måske også din interesse